Lægehenvisning til psykolog i Nykøbing F

Gør brug af din lægehenvisning til psykolog

Jeg har overenskomst med sygesikringen. Dette betyder, at jeg kan tage imod klienter, der har en lægehenvisning. Din lægehenvisning kan dog bruges hos ALLE psykologer i Danmark, der har overenskomst med sygesikringen!

Vær opmærksom på, at din lægehenvisning skal være modtaget af en psykolog inden 3 måneder efter udstedelsen – ellers bliver den ugyldig og dermed afvist af Regionen, som betaler 60% af honoraret. Den første konsultation behøver ikke at ligge inden for disse 3 måneder efter udstedelsen – henvisningen skal blot være aktiveret; det vil sige, at du skal have booket en tid hos en psykolog.

Du kan finde alle psykologer med overenskomst med sygesikringen her: https://www.sundhed.dk/borger/guides/find-behandler/?Informationskategori=Psykolog Der vil du også kunne se den omtrentlige ventetid hos hver enkelt.

Med tilskud fra sygesikringen (hvis du har en lægehenvisning) skal du selv betale kr. 469,86 for første samtale og derefter kr. 391,80 pr. samtale – resten af honoraret betaler Regionen. Der er mulighed for 12 samtaler på en henvisning. Hvis du bruger alle gange, er den samlede pris kr. 4.779,66. Der er dog pr. 1/7-25 kommet vederlagsfrihed på henvisningsårsag 1 (røveri, vold eller voldtægtsofre) – det vil sige, at behandlingen er gratis for dig, hvis du er henvist på denne årsag, da Regionen betaler det fulde honorar. Hvis du er mellem 18 og 24 år, og har fået en henvisning på depression eller angst (henvisningsårsag 10 og 11), er behandlingen ligeledes vederlagsfri og dermed gratis for dig. 

Tidsbestilling

Du kan bestille en tid hos mig ved at ringe, sende en SMS eller sende en e-mail. Mine konsultationstider er fra kl. 09:30 til 14:20 mandag og onsdag; 08:20 til 13:10 tirsdag og torsdag, og 09:30 til 13:10 fredag. Husk, at du aldrig skal sende personfølsomme oplysninger via e-mail eller SMS.